Hirse tilhører græsfamilien ligesom andre kornsorter. I hirsefamilien findes over 400 forskellige sorter. Hirse er en meget gammel kornsort, som har været dyrket i Danmark helt tilbage til bronzealderen. I middelalderen var det den mest almindelige kornsort i Mellemeuropa, men den blev trængt tilbage af andre kornsorter og især da kartoffeldyrkningen blev almindelig i begyndelse af 1800-tallet. Hirse er hurtigt voksende og kan gro i varme og tørre områder, hvor der har været ørken. Den dyrkes i dag i de tropiske og subtropiske områder og er en vigtig afgrøde i Asien og Afrika samt i det sydlige USA.
De små hirsefrø har en hård og tungt fordøjelig ydre skal. Derfor bliver frøene afskallet, inden de sælges til brug i madlavningen. Hjemme i køkkenet skal du skylle hirsefrøene, gerne i flere hold koldt vand og til sidst i et hold kogende vand. Skylningen skal fjerne det naturlige indhold af bitterstoffer (saponiner), som hirsekornet har på overfladen. Hel hirse skal koges i 30-35 minutter eller følg anvisningen på pakken. Kogt hirse kan serveres som alternativ til ris, bulgur eller couscous, eller de kan blandes i en salat. En rest kogt hirse kan kommes i brøddej, farsretter og postejer.
Hirseflager er afskallede hirsefrø, som er dampbehandlet og presset gennem valser, så de bliver til flager. Under dampbehandlingen bliver de fedtnedbrydende enzymer ødelagt, så produktet ikke så nemt harskner. Derved får hirseflagerne en længere holdbarhed. Hirseflager anvendes i grødprodukter til spædbørn, både i de industrifremstillede som [Baby&me](http:// www.arla.dk/produkter/arla-babyme-organic/grod-hirse-majs-210g-101954/) og i opskrifter på hjemmelavet babygrød. Hirseflager kan også være ingrediens i brød og mysli. Eller prøv at lave hirsechips af en lind hirsegrød, som smøres tyndt ud på bagepapir, drysses med salt og bages ved 140 grader varmluft i 1-1½ time, indtil massen er gennembagt og løfter sig fra papiret.
Hirsemel er hirsekorn, der er formalet på en stenkværn. Hirsemel kan anvendes til vælling og grød til spædbørn. Desuden kan det bruges i bagværk, supper og vegetarretter.
Hirse indeholder ikke gluten, som blandt andet de almindelige kornsorter, hvede, byg og rug, gør. Det er derfor meget anvendt i kost til personer, der lider af glutenintolerance/cøliaki.
Fødevareinstituttet har analyseret næringsindholdet i både hel hirse og i hirseflager